PTSD
Bogstaverne PTSD står for post traumatic stress disorder og referer til en stresstilstand, der er opstået som følge af en voldsom belastning. Der kan være tale om enkeltstående traumer som trafikuheld eller voldelige eller seksuelle overgreb, men der kan også være tale belastende perioder, eks. omsorg for en sygdomsramt og døende livspartner.
PTSD (eller forstadier hertil) opstår når kroppen reagerer på den voldsomme situation med chok og kroppen ’tager et billede’ af situationen, som bliver i kroppen og personen vil typisk opleve det sådan, at noget af en selv bliver ved den voldsomme oplevelse. Ved PTSD er det karakteristisk, at man efter den voldsomme hændelse genoplever traumet gennem mareridt eller levende billede eller filmsekvenser personen ser i vågen tilstand. Desuden er højt alarmberedskab, udtalt undgåelse af alt hvad der minder om traumet og højt angstniveau almindelige symptomer.
Symptomerne viser sig i generel ængstelighed, men også ved at ængsteligheden somme tider kan være tilstede og sommetider helt væk, fordi psyken har en mekanisme, hvor den beskytter sig mod at mærke mere uro en den kan rumme (dissociation). Undgåelse kan handle om at undgå at være sammen med en voldelig forælder, men kan også handle om undgåelse at gøre forælderen utilfreds. Undgåelse kan også handle om at undgå at køre en bestemt vej, hvor et trafikuheld har fundet sted, eller undgå en by eller et område, hvor et overgreb har fundet sted. Ved seksuelt overgreb er det karakteristisk, at det man søger at undgå, også er den kropslige oplevelse man havde, da overgrebet fandt sted.
For at man stiller en PTSD-diagnose skal symptomerne være tilstede 6 mdr. efter den voldsomme hændelse fandt sted, men det er samtidig kendt at symptomer kan komme langt senere og alligevel være relateret til traumet. Under alle omstændigheder er det afgørende vigtigt at søge hjælp efter voldsomme oplevelser (eller hvis man har de symptomer) som her er beskrevet, fordi vi ved at muligheder for at tale det vanskelige igennem hurtigt efter de har fundet sted, har betydning for hvor udtalte symptomerne bliver og hvor meget indflydelse de får på personens liv.