Rene Pedersens Psykologpraksis

Autoriseret psykolog – Dansk Psykolog Forening

Depression

Depression kan komme af større og længerevarende arbejdsbelastninger, men er ofte knyttet mere til privatlivet og viser sig oftest ved en vedvarende forstemning og oplevet meningsløshed, som kan være svær at forstå som noget der har at gøre med det liv man lever. Depression er ofte udtryk for en umiddelbar oplevelse af at være afsondret fra andre, at man nogle få gange har prøvet at gøre sig forståelig, men har opgivet det, fordi det er smertefuldt at andre ikke kan se og forholde sig til det man forsøger at udtrykke. Når man føler sig deprimeret, har man ofte accepteret at leve på større afstand fra andre end man har brug for i en længere periode.

Depression viser sig ofte ved manglende lyst og glæde ved det meste, træthed/tunghed og manglende energi til at være social. Man har svært ved at rumme andre både på arbejde og privat og man finder ikke samme interesse i arbejde og bliver mindre effektiv. Man kan få svært ved at være i kontakt med egne behov og ligeledes svært ved at se andres behov og man kan have en oplevelse af at gå i stå som menneske.

Årsager til depression er ofte at man er vokset op i et hjem, hvor der ikke har været ret meget sprog for følelser, hvorfor det i voksenlivet er vanskeligt at have god adgang til egen indre verden. Det bliver derfor også vanskeligt at dele sit liv med andre på en måde, så man oplever at have langvarige, stabile og nære relationer til familie og venner. Når man i voksenlivet møder følelsesmæssige udfordringer, bliver de vanskelige at håndtere, fordi det ikke falder naturligt at tale med nogen om det og man forstår ikke altid ideen i at dele noget andre og oplever ikke at det hjælper. Depression kommer derfor ofte til udtryk ved større følelsesmæssige belastninger som skilsmisser, tab og sorg, arbejdsstress osv. Depression afstedkommer typisk også fordi at det gennem livet har været vanskeligt at give udtryk for almindelig og relevant vrede og fordi man ikke ved hvordan man skal udtrykke vreden, eller fordi man ikke er klar over man har den, kommer vreden ikke til udtryk og bliver i stedet rettet mod selvet.

I en lettere tilstand kan du gøre meget for at komme ud af det vanskelige, ved at bruge dit netværk mere. De fleste som er deprimerede, har for få venner og bruger ikke dem de har tilstrækkeligt. Lav aftaler med dine venner flere gange om måneden og sørg for at tale om hvordan du går og har det. Bliv ved med det indtil du mærker, at det hjælper at tale om det. Det er muligt at du får brug for at lægge afstand til nogle venner og trække nogle andre tættere på, som bedre kan være til hjælp.

Hvis du synes du har mistet grebet om den måde depressionen udvikler sig på, så søg hjælp, især hvis du oplever at symptomerne bliver større og mere ubehagelige end du bryder sig om. Hvis du begynder i det små at få selvmordstanker, så skal du ikke blive forskrækket over det. Det er ofte blot et udtryk for oplevet meningsløshed, men søg altid hjælp. Den slags tanker skal du ikke gå alene med. De kan tage overhånd, men er ikke farlige, så længe du har kontrol over dem.