Rene Pedersens Psykologpraksis

Autoriseret psykolog – Dansk Psykolog Forening

Udbrændthed

Der er tendens til at stress er knyttet til vanskeligheder med at løse bestemte opgaver og udbrændthed er knyttet til følelsesmæssige belastninger, hvor man øver omsorg for andre mennesker. Udbrændthed kan opstå på arbejdspladser, hvor der ikke er tilstrækkeligt gode muligheder, for at udøve den omsorg, man vurderer, der er brug for og i situationer i privatlivet, hvor man bruger meget tid på omsorg for nærtstående familiemedlemmer. Risikoen for udbrændthed bliver større, hvis både arbejdsliv og hjemmeliv er omsorgsbetonet.

Udbrændthed viser sig ofte ved at man mister glæde ved det, man havde glæde ved før belastningen opstod og man mister lysten ved at gøre det, som man tidligere havde lyst til. Man bliver udtalt træt og tung i kroppen, bliver frustreret og får svært ved at rumme andre, men isolerer sig ofte fra sit netværk både på arbejde og i privatlivet, man bliver mindre effektiv på arbejde og kan opleve at gå i stå som menneske. Tilstanden udtrykker at dine batterier er brugt op og der er behov for at finde måder at lade dem op på. Ofte vil det være nødvendigt at ændre på dit engagement i omsorg.

Udbrændthed er ofte knyttet til en omsorgsbetonet personlig stil, hvor der ikke er tydeligt fokus på omsorgen for sig selv. I stedet er man ofte ret entydigt fokuseret på andres behov. Hvis man yderligere har et omsorgsbetonet arbejde og har små børn eller forældre som behøver omsorg, så bliver presset større og fokus på egne behov mindre. Udbrændthed er ofte også knyttet til arbejdspladser, som ikke giver dig muligheder for, at udføre dit omsorgsarbejde på de måder, som du oplever der er behov for og du nødsages til at arbejde med opgaver på måder, som strider mod dine egne normer og værdier (moralsk stress). Hvis du kan genkende dig selv i nogle få af ovenstående beskrivelser, kan det være du kan sørge for at understøtte din omsorg for dig selv og dele de omsorgsopgaver du engagerer sig i med andre og det kan være nok til, at ændre din situation. Søg hjælp hvis du kan genkende de fleste af ovenstående beskrivelser i sin situation og du kan mærke, at det er for vanskeligt for dig, at gennemskue hvordan du skal komme videre.